Slipsets historie, udbredelse og daglig funktion

Slipset, denne lille og fine halsklud som man i dag ofte forbinder med arbejde eller festivitas, har en meget lang historie bag sig. Der hersker i folkemunde lidt uenighed om hvornår slipset første gang så dagens lys, såvel omkring hvornår man rigtig kan sige, at slipset blev populært at bruge. Dette vil vi forsøge at kaste lys over, ved at grave i fortiden.

En af uoverensstemmelserne kan føres tilbage til, hvorvidt det var den franske kong Louis XIII eller kong Louis XIV, der begge regerede i 1600-tallet, som var ophavsmanden til forgængeren af det vi i dag kalder et slips. Fakta er dog, at det hele begyndte ca. 1800 år forinden i datidens Kina, årstallet er ca. år 221 før Kristi fødsel.

Her proklamerer Kinas første kejser Qin Shi-Huang-Di, at den dag han dør, agter han at tage sin hær med sig i graven som æresvagter. Da kejseren døde havde man i mellemtiden fremstillet en hel hær af livagtige soldater, de såkaldte terakottakrigere. Hele 7.500 individuelle af slagsen, som skulle beskytte hans grav, og disse soldater havde alle sammen en silkeklud svøbt om halsen.

Igen i år 113 efter Kristi fødsel, under Romerrigets Kejser Trajan, møder man på Trajans marmorsøjle en afbildning i marmor af omkring 2.500 sejrende legionærer, hvor mange også ses bære en halsklud.

Disse historier har det til fælles med Louis XIII og Louis XIV, at det primært var hær enheder der gjorde brug af beklædningsgenstanden. Dog skal en af disse konger have fuld kredit for at være den, der gjorde denne traditionsrige halsklud til en civil og anerkendt beklædningsgenstand, som man hovedsageligt så på de økonomisk velstillede personer i samfundet.

Det er generelt anerkendt, at det var Frankrigs kong Louis XIII der i Trediveårskrigen (1618 – 1648) mobiliserede et kroatisk kavaleriregiment i kampen mod det Habsburgske kejserrige. Lejesoldaterne marcherede med bundne tørklæder om halsen, og dette blev hurtigt kopieret af den franske hær.
Der gik desuden ikke længe før de franske dandyer og medlemmer af hoffet ligeledes tog kluden, eller kravatten som den blev kaldt, til sig. Med genindførelsen af det engelske monarki vendte Charles II hjem til England for at kræve sin trone tilbage efter ni års eksil ved Louis XIV’s franske hof. Med sig bragte han kravatten, som i løbet af en lille dekade vandt stor indpas i såvel moden i England som de amerikanske kolonier.

Oxfort English Dictionary fastholder, at ”kravat” blev afledt af kroat, men indikationer tyder på noget andet; ordet blev benyttet i Frankrig i det fjortende århundrede samt Italien i det sekstende århundrede.
Eksempelvis den franske forfatter Eustache Deschamps (ca. år 1340 – 1407) benyttede vendingen faites restaindre sa cravate (strammede sin kravat) i en af sine ballader.
Senere har Randle Holme beskrevet dem i Akademy of Amoury and Blazon (1688) som, ”ikke andet end et langt klæde omkring kraven, og så bundet foran med en stor sløjfe.”
Mod slutningen af det syttende århundrede havde kravatten slået sin position fast som nødvendigt ud over Europa og de amerikanske kolonier. Francios Chaille, medskriver af The Book of Ties, er af den opfattelse at den stigende brug af kravatter skyldes det der normalt betegnes som ”den lille istid” (1645 – 1715), også refereret til som ”Mauder minimum” efter fysikeren Edwart Mauder.

Englænderne tog i 1690’erne en ny og usædvanlig måde at binde kravatten til sig, en måde der menes at have sin oprindelse i slaget ved Steenkerken i Flandern i 1692. Steenkerken, som den blev betegnet, bestod af et langt tørklæde med frynser eller blonder i enderne. Det var bundet løst og havde enderne snoet om hinanden med en af dem stukket gennem et knaphul i jakkens venstre side.
”Jeg håber deres nåde finder behag i sit Steenkirk” skrev dramatikeren Sir John Vanbrough i The Relapse i 1697.

Lidt som vi kender det i dag, med de såkaldte Prettyboys, havde datidens velstillede unge også deres måde at gøre sig bemærket på. De brugte ikke bruncreme, men hvidt pudder, de lagde ikke ansigtsmasker, men brugte overparfumerede parykker – kort sagt, var de mejet mere ud en kvinderne på mange områder.
”Sådan en type, pudret og parfumeret, med perukes (overdådigt parfumerede parykker), og med blonder stikkende ud under hagen får den almindelige mand på gaden, til at undre sig over hvad køn der er på færde” skrev Town and Country Magazine i 1772.
Denne udbrydertype af unge blev i folkemunde kaldt Makaronier, grundet deres inspiration fra Mingnon stilen som var meget udbredt i Italien.
Denne overdådige klædestil blev dog aldrig populær i Amerikas Kolonier.

I begyndelsen af 1770’erne strømmede en anglomani (mode fra England, deraf navnet) ind over Frankrig og mænd hengav sig til en mode á l’anglaise på trods af en 20 år lang krig mellem de to lande.
Makaronierne ekstravagance blev i Frankrig disponeret af de Inkroyables, de Utrolige. Det ekstreme var igen i centrum, der denne gang kom til udtryk i overdrevne skulderpuder, som man tidligere så i et typisk amerikansk inspireret jakkesæt.
Foruden denne overdrevne frembrusning, blev beklædningen fulgt op, af meterlange bånd der gerne blev viklet 10 gange rund om halsen, for at give det et ekstra fantastisk udseende. Den brede befolkning havde ikke den store forkærlighed for dette overforbrug, og man sagde ofte, at de Inkroyables ”var nød til at kigge lige frem, eftersom de kun kunne dreje hovedet, hvis alle var enige om at gøre det på samme tid!”

I starten af det attendeårhundrede dukkede en mindre flamboyant variant af halsbindet op. Moden var igen afledt af militærets beklædningsgenstande. I begyndelsen tog unge mænd det til sig, opsatte som de var på at udstille deres hengivenhed, ægte eller påtaget, overfor militæret. Halsbindet var oprindeligt et stykke hvidt musselin, foldet til et smalt bånd, som var viklet en til to gange rundt om halsen, for derefter at lukke det i nakken med en lille nål. Halsbindet blev mere dekorativt i takt med dets udbredelse. Sidenhen kom bærestilen desuden til at omfatte et ”fiskeben”, et stykke pap eller stivet læder beklædt med sort eller hvidt materiale, som blev båret rundt om nakken. Og i yderste instans, blev det ydermere ledsaget af en jabot, et hvidt poset skjortebryst, der var fæstet fortil på halsbindet. Den særlige variant til dette var, at den sorte snøre der holdt håret samlet i nakken, for derefter at blive ført rundt om halsen og binde dem i en overdimensioneret sløjfe. Dette benævnt ”Solitare”

Den første bog om slips, kravatter, snører og lignende hed ”Neckclothitania” eller ”Tietania”og indeholder illustrationer, beskrivelser og forklaringer til 14 knuder. Denne bog indførte desuden begrebet ”Slips” (på engelsk Tie, eller som det dengang stavedes Tye) der ikke tidligere havde været anvendt i forbindelse med halsklude, kravatter o.a. bogen udkom i år 1818.

Da den engelske tronfølger George IV i 1820 besteg tronen, fik hans valg af det sorte fløjls halsbind, naturligvis med satinbånd, genoplivet interessen for halstørklæder, hvis popularitet ellers synes at have toppet.  Det hvide halsbind blev som ”blæst ud af ethvert ordentligt samfundslag af George IV, og det sorte halsbind blev alment overalt. William IV, George efterfølger, forsøgte at med ringe succes at genoplive det hvide halsbind, men da det manglede kontrast og spektakularitet, blev det aldrig en mode” bemærkede Gentleman’s Magazine of Fashion i 1838. Det sorte halsbind forblev populært indtil midten af 1850’erne, altså små tre tiår.

Begyndelsen af det nittende århundrede markerede indledningen på en ny filosofi indenfor skrædderi. I modsætning til den almindelige opfattelse, så var Dandyerne i skarp opposition til det flamboyante, som Makaronierne og de Inkroyables. Ulig deres forgængere søgte dandyerne perfektionen gennem simplicitet frem for ekstravagance. ”Hvad det end var, så var det i sandhed en afvisning af det helt store skrud” forklarer James Laver  i Dandies (1968).
Bryan Brummell (1778-1840) var sin tids fortaler for stilen. Beau Brumell, som han blev kendt som, var hverken af fin familie eller rig, og på ingen måde en aristokrat. Ikke desto mindre kom han til tops i det engelske samfund takket være beslutsomhed, vid og ulastelig påklædning. Med tiden knyttede han tætte bånd til prinsen af Wales, den senere kon George IV.
Senere da Brummell var end fallit og i eksil i Frankrig havde moden igen skiftet, og fremtoningen var nu diskret indenfor herremoden. En gentleman skulle underdrive sin fremtoning. Kun med sit kravat (sit slips og dets knude), der i reglen var hvidt kunne han vise sin individualitet. Knuden var alt. Arrangementet omkring halsbindet var slået fast en gang for alle, som det stadig er i dag.

Den tidligere omtalte bog Neckclothitania der udkom i år 1818, blev fulgt op af en nyere udgave i år 1827, kaldet L’Art de se mettre la cravat. Denne bog blev først udgivet i Paris under pseudonymet Baron Émile de l’Empresé (direkte oversat betyder det, Baron Stivelse). Selvsamme år udkom en lignende bog i Italien af forfateren Conte della Salda, igen baron Stivelse, og i England udkom den som The Art of Tying the Cravat af H. Le blanc. Eftersom den var optrykt hos Honoré de Balzacs trykker, troede mange, at den internationale bestseller var forfattet af den unge skribent. I dag hælder man dog mere til, at bogen rent faktisk blev skrevet af Émile-Marc de Saint-Hilaire, om end Balsaz i høj grad for ansvarlig for forordet.under alle omstændigheder udkom bogen i elve oplag rundt over Europa.
Afhandlingen beskriver alt i alt 32 måder at binde et kravat på. Den var ikke alene mere omfattende en Tietania / Neckclothtitania, men var også skrevet med en sådan grad af ironi, at den må have forvirret dem, der nest af alt havde brug for dens gode råd.
Kravatmanien oplevede sit højeste med udgivelsen af L’Art de la toilette  i 1830, som gennemgik ikke mindre end 72 forskellige måder at binde et kravat på.
 
Med indgangen til det tyvende århundrede, og især efter indførelsen af industrialismen blev slipset position truet. Dette skyldes i særdeleshed præfabrikerede slips der, såvel som i dag, er en skændsel for skrædderkunsten. Heldigvis ser man i dag meget sjældenet præfabrikerede slips andre steder, end på brystet af butiksansatte, såsom Føtex og Bilka personale.

Med tiden, omkring år 1920, blev kluden ændret til at være det lange stykke stof vi i dag kender, og den første knude ”four-in-hand” blev født, da denne er yderst simpel. Four-in-hand, kommer sig af at den minder om tømmerne på de firspandede hestevogne den engelske adel i slutningen af 1800-tallet blev transporteret rundt i.

Den endelige stil kom, som nævnt, for alvor frem i 1926, da en slipsemager fra New York ved navn Jesse Longsdorf fik ideen at klippe stoffet skråt, i en 45 graders vinkel, og udviklede teknikken at sy tre stykker stof sammen. Det gav desuden slipset elasticitet, som gjorde slipset endnu mere brugervenligt. Det er til stadighed denne metode man bruger i dag.
 Kvaliteten af slips afhænger naturligvis af prisen man ønsker at give for det. Det typiske slips er lavet af tre stykker stof, som beskrevet foroven, det billige slips består af kun to stykker, og det yderst eksklusive er af 100 % silke i hele 7 folder.

Der findes mange gode historier fra tidligere tider. En af disse er tilbage fra 1920’erne og omhandler den kendte skuespiller Norman Forbes Robertson, der bar et slips med motiver af laks og agurker i Londons eksklusive ”Gerrick Club”. Da han blev spurgt til det aparte motiv påstod han, at det var klubbens officielle klubslips, hvilket resulterede i en enorm efterspørgsel efter netop dette design. Den store efterspørgsel resulterede senere i, at Gerrick Club rent faktisk indførte slipset som værende deres kendemærke.

Siden 1920’erne har slipset haft sit navn, og formen har i det store billede ligget fast, dog med mange og store varianter. Slipset var i perioden 1920 – 1960 en fast del af størstedelen af mændenes daglige beklædning, hvad end om man stod på fabrik eller arbejdede på et kontor. Ligesåvel galt det for ens stillingsbetegnelse – slipset var for såvel direktøren og advokaten som for den laveste arbejderklasse. Naturligvis var der stadig forskel på, om man fik slipset syet hos skrædderen, eller om man købte det masseproduceret i en forretning – det samme galt naturligvis også for materialerne, om det var silke, bomuld eller uld.

I 1940 og den følgende dekade stumpede slipset gerne lidt, og var typisk op mod 11 cm bredt. Slipset skrumpede så stille og roligt til midten af 1960’erne. Herefter har hvert årti dikteret sin stil hvor det i 1970erne var at sammenligne med de incroyables, og i 1980’erne kun var hen mod 2 cm bredt. Breden af slipset har typisk fulgt med breden på jakkens revers.
Længden har desuden også svunget meget, fra at stumpe lidt over navlen til at hænge lidt over skridtet. I dag ser man det som god kutyme at det matcher bæltespændet eller bukselinningen, og bredden for en gentleman svinger mellem 7,5 og 8,75 cm.

Motivet på slipset har de seneste 100 år også været yderst nuanceret. Man har i mange samfund kunnet vise sit tilhørsforhold i form af skolefarver, regimentsfarver, våbenskjold eller politiske holdninger gennem slipsets farver og sammensætning.
Har man imidlertid ikke ønsket at brande sig selv gennem nærmere specificerede farvesammensætninger findes der de klassiske stile: Ensfarvede, stribede ternede eller prikkede mm.

I århundredernes løb er der sket mangt og meget med moden. Der har været en varieté af trends, eksempelvis lange sorte sløjfer, diverse vedhæng, parykker, ”hårposer” og mange andre påfund. Kendetegnet ved disse var dog generelt, at de har været for upraktiske. Stort set al herremode var afledt af hærens uniformer og doktriner og man savnede en forgænger med en masse hittepåsomhed.

De seneste årtier er der desuden kommet nye varietéer med reklamer samt indeholdende lys, lyd og duft – flere af disse er set på grænsen til det direkte platte med stilgenrer der i alleryderste tilfælde kun hører hjemme til den atypiske ungkarlekomsammen.

Men i takt med tidens tendenser skifter, er dette sikkert ikke det sidste vi har set til platte eller småtossede tiltag i slipsekollektionen.