En ejendomsmægler taler ud om gammelmands-uniformen
torsdag, 8. januar 2009
Tiesite.dk tager pulsen på slipse-entusiaster rundt om i Danmark. Vi lytter til synspunkter om slips, knuder og traditioner. Vi håber på et bredt udvalg af Danskere vil dele deres historier og synspunkter med os - som så vil udforme sig i en blogserie under navnet “Mit syn på slipsestilen”.
Jannick Hvitfeldt, 23 år. Nyuddannet finansøkonom fra Næstved Handelsskoles Akademicenter, arbejder til daglig, som ejendomsmægler trainee hos EDC Kurt Hansen A/S i Greve Strand.
- “Jeg har altid gået meget op i, hvordan jeg har klædt mig og er blevet opfattet i andres øjne. Pæn påklædning og et præsentabelt udseende har været en naturlighed allerede fra gymnasietiden. Jakkesæt er jo en naturlighed til dagligt på jobbet, men om man hertil vælger at iføre sig en skorte eller polo er op til den enkelte.
Slips er desværre ikke noget der forekommer hyppigt, hvilket jeg ser som en stor skam, da det er med til at højne oplevelsen ved at iføre sig et gennemført sæt tøj, det samme gælder for de små detaljer, som et par velpudsede sko og et par iøjefaldende manchetknapper i ærmet.
Det skal ikke forstås sådan, at det at klæde sig på til hverdag skal være en time lang begivenhed, men når det er sagt, så er der ikke noget bedre end at se en velklædt person, frem for en lasseron.
Hverdagstøjet, udenfor arbejdet, bærer også præg af en selvsikker beslutning, kortarmede skjorter eller polo er at foretrække, og hvis der skal være lidt fest, så er slipset jo det der sætter prikken over i’et. Det at bærer slips opfatter jeg, som tidligere nævnt, som en måde at skille sig ud på. Alle mænd er gode til at dukke op i en mørk habit med hvid skjorte, og så får man en sammenkomst, hvor ingen er til at kende fra hverandre, og hvor ingen kan sætte sit personlige præg. Med det rette slips og de velvalgte manchetter, kan man gøre selv det stiveste puds til en festlig omgang, eller, ved forretningsmøder, løfte “gammelmands uniformen” til et niveau hvor der bliver lagt en sjofel/humoristisk stil. Det er næsten at sidesætte med en kvindes hofteholdere/generelle undertøj, en måde, hvor hun i hverdagen kan føle sig som en sexet kvinde i den kedelige uniform.
Kort sagt er slips, manchetter samt habitter er den største skat i min garderobe, som jeg under ingen omstændigheder ville bytte ud med T-shirts eller kasketter.